Maribo Bryghus var et regionalt bryggeri beliggende på Lolland. Grundlagt i 1895 under navnet Bryggeriet Thor. Skiftede i 1966 navn til Maribo Bryghus for at undgå at blive forvekslet med Thor i Randers. Bryggeriet blev nedlagt i april 2008, og produktionen af nogle ølmærker blev flyttet til Faxe Bryggeri i Fakse. Det var det sidste bryggeri på Lolland-Falster.
Bryggeriet solgte mest sine øl- og sodavandsprodukter på Lolland og Falster, hvor det havde over 50% af det samlede salg af pilsnerøl, men nogle produkter solgtes også andre steder i landet. Pilsner øllen Maribo Pilsner stod for det meste af bryggeriets ølsalg både lokalt og andre steder på Sjælland. Udover pilsnerøllen var guldøllen Den Blå Nykøbing (oprindeligt fra Nykøbing Falsters Bryghus i Nykøbing) den mest kendte af Maribos øl. Bryggeriet blev i 1997 opkøbt af Albani Bryggerierne i Odense.
Efter at have givet et bedre bud end Carlsberg overtog Bryggerigruppen (nu Royal Unibrew) i 2000 Albani Bryggerierne, og Maribo Bryghus kom med i købet. Indtil lukningen i 2008 stod Maribo også for brygning af Royal Unibrews discount ølmærker, Slots, som oprindeligt var fra Bryggeriet Slotsmøllen i Kolding. Maribo Kommune varslede i 2007 en større stigning i vandpriser. Denne store ekstra udgift var ikke profitabelt for Royal Unibrew, og beslutningen om at lukke bryggeriet blev godtaget i bestyrelsen.
Grunden blev i midten af 2008 opkøbt af bl.a. en gammel Maribo medejer. Der kan dog ikke fortsættes med ølbrygning på grunden, da en klausul i salgsaftalen forbyder dette.