Husbryggeriet Jacobsen er navnet på et mindre bryggeri, som Carlsberg åbnede i sine bygninger i Valby 1. juni 2005.
Det er opkaldt efter Carlsbergs grundlægger J.C. Jacobsen, som var meget optaget af høj kvalitet. Bryggeriet brygger såkaldt specialøl, som der er blevet et større marked for i Danmark i de seneste år. Øllet eksporteres desuden i mindre mængder til Sverige, Norge, Finland og USA m.fl., og fra oktober 2006 også til Storbritannien.
Jacobsen har en, for et mikrobryggeri, større årlig kapacitet på 17.000 hektoliter, hvilket gjorde, at de ved åbningen mødte kritik fra mindre specialølsbryggerier, som frygtede for deres salg. Jacobsen brygger både øl med eget navn, samt øllene i Carlsbergs Semper Ardens-serie.
Bryggeriet er placeret i sammenhæng med Carlsbergs besøgscenter.