Eget bryggeri måtte en by af Brørups betydning selvfølgelig også have, og i 1898 (der er en smule usikkerhed om årstallet, men det kan ikke være meget galt) tog en gruppe mennesker initiativet til at danne et aktieselskab med det formål at drive et bryggeri. Der vides ikke meget om de første år af bryggeriets levetid, men det blev bygget som et rent hvidtølsbryggeri og forsøgte sig da heller ikke, som så mange andre mindre bryggerier dengang, som bayerskølbryggeri.

I 1912 bliver brygger A. Petersen Holm ejer af bryggeriet. Nogen grund til at aktieselskabet blev opløst ser der ikke umiddelbart ud til at have været, men ser vi på Danmark som helhed er det muligt at vi der finder svaret. Det er nemlig en svær periode for hvidtølsbryggerierne.

Omkring århundredskiftet blev der grundlagt mange nye hvidtølsbryggerier på landet og i de mindre byer, i takt med at gårdene opgiver hjemmebrygningen. Omkring 1905-10 topper antallet af landbryggerier, og mange begynder at føle den hårde konkurrence der nu er blevet på markedet. Dette kan være grunden til ejerskiftet på Brørup Bryggeri i 1912, men det er ikke sikkert. Ser vi på Brørups nærmeste omegn, finder vi dog også bryggerier i Vejen, Holsted, Bramminge og et par mindre byer.

A. Petersen Holm ejer bryggeriet til 1928, og i hans tid forhandler man også øl og sodavand fra Slotsmøllen i Kolding. I 1913 bliver ølbeskatningen indført, og de mindre bryggerier måtte til at føre en produktionsbog.

I 1928 køber N. Chr. Kjær bryggeriet, og i begyndelsen af 1930erne kan han mærke de dårlige tider. Ølsalget falder kraftigt for igen at stige sidst i 1930erne, falder igen ved Anden Verdenskrigs udbrud for igen at tage til i 1943-45. På denne måde er det muligt at læse landets kriser og opgangstider ud af produktionsbogen fra et mindre bryggeri.

N. Chr. Kjær, der en overgang både havde depot for Carlsberg og Slotsmøllen i Kolding, solgte i 1942 bryggeriet til J. Martin Feirup, der drev det til 1949. Selvom Feirup nu kun bryggede prima hvidtøl (åbenbart en bedre hvidtøl end tidligere) undlader han at vedligeholde bryggeriet, hvis produktionsapparat forfalder og bliver mere og mere utidssvarende. I 1949 forlanger Carlsberg at deres depot bliver flyttet til Vejen, og Feirup flytter med.

Forinden sælger han dog bryggeriet til Ove Jensen og hustru, Eva Jensen, og en ny æra for Brørup Bryggeri begynder. De gamle egetræsfade bliver udskiftet med aluminiumstanke og maskinparken bliver istandsat og fornyet. Hvidtøllet, der nu bliver aftappet på hel-, 5- og 10 liters flasker får også nye etiketter, tegnet af fru Jensen selv. Æblemost bliver taget op som ny produktion, ligesom Tuborgs og KBs produkter bliver forhandlet fra Brørup Bryggeri.

Ove Jensen kørte med sin ølvogn ud til omegnens købmænd og solgte sine produkter, og kun de skiftende drikkevaner satte en stopper for det lokale bryg i Brørup. Hvad Ove Jensens far forudså, da han ved overtagelsen i 1949 sagde: "Det kan da aldrig gå helt galt, hvidtøl bliver folk da ved med at købe", slog ikke helt til. Folk får mere og mere smag (og råd) til at drikke pilsner og andre stærkere ølsorter. Også den lyse hvidtøl vinder frem, og det havde man aldrig brygget på Brørup Bryggeri. Gennem 1950erne daler produktionen støt, i 1961 er den nede på 100 hl., og det er det sidste år der bliver brygget i Brørup.

Før overtagelsen af bryggeriet havde Svend Ove Jensen en pelsdyrfarm med sølvræve og mink, og minken var hvad han vendte tilbage til, da bryggeriet lukkede. Dog bibeholdt han depotet for Tuborg og KB en årrække efter.