Bryggeriet i Fuglebjerg var blandt de første af landets landsbybryggerier. Det blev grundlagt enten 1866 eller 1869 af fæstebonde Carl Pedersen, der opgav landbruget til fordel for bryggerkunsten. Det gik godt for Carl Pedersen, der drev bryggeriet til sin død ca. 1900. Det blev herefter overtaget af brygger Ferdinand Nielsen, der forestod det til sin død i 1928, hvorefter hans familie drev det videre til d. 15 januar 1931. På det tidspunkt var hele anlægget, der var installeret på en firelænget gård, ret primitivt, og en modernisering var i høj grad tiltrængt, hvis bryggeriet skulle overleve. Der var derfor nok at tage fat på, da brygger Gunnar Olsen overtog bryggeriet i 1931. Den årlige produktion var på 1500 hektoliter hvidtøl, der altsammen blev aftappet på ølankre og små øltræer.

I 1933 nedbrændte de gamle længer, og samme år opførtes på tomten en toetagers bryghus, hvori Olsen lod installere et fuldstændig nyt maskinanlæg med aftapningsmaskine, skylleanlæg, køleanlæg m.v. Efter denne rekonstruktion steg omsætningen ret betydeligt og hvidtøllet blev nu både aftappet på ankre og flasker. I 1934 var bryggeriets kapacitet på 3200 hektoliter, og brygger Olsen beskæftigede 4 mand. Envidere havde man depot for Bryggeriet Sydvestsjælland, det nuværende Harboes Bryggeri, og man havde 2 lastbiler til at betjene kunderne i omegnen.

Brygger Gunnar Olsen, der var født i Søften ved Hinnerup i 1897 og uddannet mejerist, solgte i 1937 til brygger Thomas Clausen. Brygger Clausen, en landmandssøn fra Pandrup-egnen i Nordjylland, havde hele sit liv arbejdet på bryggerier. Han var en overgang bestyrer på Odsherreds Bryggeri i Nr. Asminderup og blev senere ejer af Gislinge Bryggeri, som han ejede og drev indtil han overtog Fuglebjerg Bryggeri. Han begyndte at fremstille sodavand, og selv om fortjenesten var lille fik han i samarbejde med 4 salgschauffører oparbejdet en stor kundekreds over hele Sjælland og i København.

Brygger Clausen kan fortælle om alvorlige problemer under Den Anden Verdenskrig, hvor det bl.a. ikke var til at skaffe flasker. Der blev flaskekrig mellem bryggerierne, og nogle af de store bryggerier beslaglagde de mindre bryggeriers flasker. Det var den gang at hvert bryggeri havde sine egne flasker med indstøbt navn på. Nogle af bryggerierne var så grådige at de sleb konkurrenternes navne ud af flaskerne, for selv at kunne bruge dem. Andre førte krigen på den måde at de knuste alle de af konkurrentens flasker de kom i nærheden af. Det var også meget vanskeligt at få korn til malt, men brygger Clausen klarede problemet ved at indrette sit eget malteri og skaffe kornet fra egnens bønder uden generende indblanding fra myndighedernes side.

Efter krigen tænkte Clausen på at begynde at brygge pilsnerøl, og han forberedte sig med forskellige bryggerier. Men det blev ved planerne, og da han mere end anede, at dystre tider lå forude for de små bryggerier, solgte han i 1949 Fuglebjerg Bryggeri til en københavnsk mineralvandsfabrikant. Kort tid efter blev bryggeriet nedlagt. Brygger Clausen havde iøvrigt sin egen forklaring på hvorfor hvidtøllets markedsandel faldt gennem årene. Han skød skylden på termoflasken, der begyndte at vinde indpas her i landet i 1920erne. Det gjorde det muligt for folkeholdene på gårdene at tage varm kaffe med i marken, istedet for det tidligere obligatoriske hvidtøl, og det var der mange der foretrak.