Kims Øletiketter

Bryggeriet `Stjernen`, Horsens


Bryggeriet "Stjernen" Horsens

 

I 1906 var der ikke mindre end 7 bryggerier i drift i Horsens. Blandt dem var der både et "Arbejdernes Bryggeri" og et Bryggeriet "Stjernen", og ingen af dem havde nogen som helst tilknytning til Arbejdernes Bryggeri "Stjernen" i København, der jo som bekendt blev stiftet i 1902.

Bryggeriet "Stjernen" i Horsens skyldtes brygger N. P. Frederiksen, der fik borgerskab som ølbrygger på sønderbrogade 15 (senere Søndergade 12) i 1865. Det blev i 1882 overtaget af Ch. Rasmussen. Senere nævnes L. Rasmussen som brygger, men om der er tale om far og søn eller blot samme mand med flere fornavne er ikke kunnet blevet belyst. Men højst sandsynligt er der tale om samme mand da L. Rasmussen ikke havde indløst borgerbrev som brygger i Horsens.

Det var L. Rasmussen, der gav bryggeriet navnet "Stjernen", og det var faktisk før storebror så dagens lys i København. Rasmussen bryggede hvidtøl og dobbeltøl, idet sidstnævnte var en kraftigere indbrygget (og pasteuriseret) hvidtølstype.

I 1905 solgte han bryggeriet til Th. Therkildsen, og bryggeriet overlevede i hans tid "Arbejdernes Bryggeri" i Horsens, der blev nedlagt i 1915. Therkildsen bryggede i 1918 husholdningsøl (hvidtøl) i 3 kvaliteter, som han udelukkende solgte på "træer", små øltønder.

Den sidste ejer af bryggeriet "Stjernen" i Horsens blev brygger A. Andersen, der kom til i 1925. Andersen, der var født i Korning i 1896, begyndte igen at sælge flaskeøl (Hvidtøl nr. 1), og i 1935 beskæftigede han 4 personer.

Op til begyndelsen af trediverne havde Bryggeriet Stjernen i København kun brygget under-gærede ølsorter som pilsner, lager og porter i forskellige styrker. Der havde derfor ikke været sammenfaldende interesser med bryggeriet af samme navn i Horsens, der jo kun bryggede overgæret, mørkt hvidtøl. Stjernen i København ville dog gerne ind på markedet for overgærede ølsorter, men det blev vanskeliggjort af en overenskomst mellem dette bryggeri og Københavns Bryggerier og Malterier "Hafnia". Det lykkedes dog alligevel Stjernen at markedsføre overgærede ølsorter, idet disse ølsorter blev brygget på Hafnia men forsynet med Stjernens etiketter. I 1933 blev produktionen af Stjernens hvidtølstyper imidlertid så stor, at man valgte at flytte produktionen til eget bryggeri på Dronning Olgasvej, efter bl.a. at have installeret en helt ny tappekolonne. Bryggeriet havde også depot i Horsens, og derfor kom der nu 2 ens produkter med samme navn på markedet i byen. Der blev derfor, i al mindelighed, indgået en aftale mellem de to navnebrødre, hvorefter A. Andersen kaldte sit bryggeri for "Sønderbros Bryggeri".

Sønderbro Bryggeri fortsatte brygningen under 2. verdenskrig, men måtte give op ca. 1950 på grund af danskernes ændrede drikkevaner efter krigen.

 

Skrevet af Poul Tullberg
Sakset fra "Samlerringen" april 1991