Kims Øletiketter

Næstved Bryggerier A/S "Føniks"


Næstved Bryggerier A/S "Føniks"

 

I 1889 stiftede en kreds af bl.a. Næstved købmænd et aktieselskab under navnet "Næstved Bryggerier A/S" med brygmester E. Charles Larsen fra Carlsminde i Nyborg, købmand V. Huus og købmand S. Thanning begge fra Næstved i bestyrelsen og med brygger cand. pharm. V. Holm fra Carlsberg som driftsbestyrer. Aktiekapitalen var på 180.000 kr.

Efter indlemmelse af M. Nielsens Bryggeri i 1914 og C. Friis´ Bryggeri i 1916 ændres navnet til "Næstved Bryggerier A/S Føniks". Den nye virksomhed voksede og voksede, og nødvendige om- og tilbygninger blev foretaget i 1902, 05, 08, 16 og 20.

Det er værd at bemærke, at arbejdstiden for en lønmodtager i perioden 1900 til 1915 var ca. 11 timer om dageni seks dage og at søndagsarbejde ikke var ualmindeligt. Reallønnen i Næstved steg fra 1870 til 1914 med 100%.

Føniks havde i 1920´erne depoter i Haslev, Fakse, Præstø, Vordingborg og på Møn, samt to depoter i København.

Der fulgte gode år for Føniks, og man medvirkede i mange aktiveteter, bl.a. på byfester og udstillinger. I 1926 var der i Næstved en mægtig byfest med udstillnger og lignende. Der var bl.a. lavet en stor "BY-KRO" hvor kustode Jens Madsen var kromand og fru Hedvig Petersen krokone. Slagtermester Samson stegte okse på spid og skar den ud i saftige lunser til en krone, og Føniks solgte mange tusinde glas skummende fadøl. Festen var beregnet til at vare 8 dage, men kom til at strække sig over 14 dage. det var dengang Næstved endnu kunne arrangere byfester der samlede hele landets opmærksomhed.

Efter en lang og glorværdig periode trak brygger og direktør V. holm sig tilbage og brygger S. P. Ditmer fra bryggeriet Urban i Aalborg tiltrådte som direktør i 1938. Bestyrelsen for bryggeriet bestod nu af brygger V. Holm, vinhandler A. Jørgensen og agent K. K. Rasmussen alle fra Næstved. Der var 20 mand ansat på dette tidspunkt. Allerede året efter brygger S. P. Ditmer tiltrædelse foretoges en gennemgribende modernisering af de efterhånden gamle bygninger, men også en ny særdeles raffineret teknik blev taget i anvendelse. Dette markeredes i 1939 med megen virak. Brygmester Ditmer udtalte til Næstved Tidende "Næstved er hjertelig og byen er i særdeleshed meget driftig, af disse to årsager anser jeg det for min pligt som Næstvedborger at brygge at glas øl, som byen og omegnen i et og alt kan være glade for og stolte af".

Udvidelsen betød, at årsproduktionen nu kom op på 4000 hl. eller 1,5 mio. flasker. I 1941 fejrede Føniks 50 års jubilæum, men på grund af krigen gik det forholdsvis stille af.

Årene under og efter krigen blev skæbnesvangre for Føniks, salget vat faldende og absolut ikke tilfredsstillende. Men efter regnskabsåret 1945-46 udbetaltes dog 5% i udbytte til aktionærerne. Det var drøje år, og i 1950 forsøgte man sig med nye øltyper og moderniserede etiketterne. En stor indsats blev gjort for at få den lokale befolkning til at drikke lokalt øl, men det hjalp ikke.

Direktør og brygmester S. P. Ditmer fratrådte i 1953 og erstattedes af brygmester Torben Tholstrup, der havde virket i en årrække på Ceres Bryggerierne i Århus. Trods ihærdige bestræbelser måtte bestyrelsen træffe den alvorlige beslutning at likvidere bryggeriet i 1955 efter 64 års virke.

Næstveds borgere var måske hjertelige, men ikke nok, da det gjaldt den ædle Næstved Pilsner.

 

Skrevet af Bo Petersson, Roskilde i samarbejde med Næstvedegnens Lokalhistoriske Arkiv.
Bragt i bladet "Samlerringen" nr. 30 Maj 1998.